Til Linux findes de førende programmeringssprog C og C++, hvor 32 bit oversætteren GNU C/C++ compiler anvendes (gcc og g++). Der er givet flere eksempler på, hvordan du kommer i gang med at programmere i Kapitel 8.
Udover C og C++ findes der bl.a. Lisp, Java, Ada, Scheme, Assembler, Smalltalk, Tcl/Tk, Python, Perl, awk, sed og oversættere fra Pascal eller Fortran til C. Kommercielle C, C++ og Fortran 77/90 oversættere kan også købes, f.eks. leverer Portland Group en hel række (se http://www.pgroup.com).
Hvert af sprogene har sine stærke (og svage) sider og har fundet anvendelse på en række områder. I dag ser det ud til, at Perl står meget stærkt. Perl er et fortolket sprog, som ikke er effektivt til store numeriske beregninger, men uovertruffent til at lave programmer, der skal foretage reformattering af tekst. Med ret simple kommandoer kan du hurtigt lave programmer, som i C ville fylde flere hundrede linjer. Eksempler er givet i afsnit 8.3.
Til hurtigt at lave programmer med et GUI (grafisk brugergrænseflade) har Tcl/Tk og Python også fået stor udbredelse. Mere om disse i programmeringskapitlet.